23948sdkhjf

De danske forbrugere er i kulkælderen

Forbrugertilliden falder og falder i Danmark og har nået det laveste niveau siden 2013. Det er skidt nyt.
Øget beskæftigelse og stigende huspriserne har ikke fået smilene og købelysten frem hos de danske forbrugere. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugertillidsindekset, der måler danskernes lyst til at købe og forventninger til fremtiden, faldt til 1,2 i oktober fra 1,8 måneden før. Det er det laveste niveau siden 2013.

- På trods af, at folks huse bliver mere værd, og flere er kommet i arbejde, så er der en stor bekymring for, hvad der kommer til at ske med økonomien - ikke mindst den danske, siger cheføkonom hos Dansk Erhverv Steen Bocian.

Forbrugertillidsundersøgelsen viser, at danskerne faktisk er ganske fortrøstningsfulde omkring deres egen økonomi, men at der er usikkerhed, når det kommer til den økonomiske udvikling.

- En af forklaringerne bag, at forbrugerne nu ser mindre positivt på udsigterne for dansk økonomi, er nok, at de oplever at den overordnede økonomiske usikkerhed er steget.

- Det kan blandt andet skyldes, at der har været meget fokus på negative nyheder, som for eksempel usikkerhed oven på brexit-afstemningen, stramme offentlige finanser i Danmark og uro på de finansielle markeder, skriver Danske Bank i en kommentar til tallene.

Jyske Bank vurderer, at regeringens oplæg til en ny boligbeskatning, kan være en årsag til det lave tal, da den lægger op til stigninger i skatten på ejerlejligheder.

Den lave forbrugertillid er dårligt nyt for dansk økonomi. Der er ikke udsigt til en større stigning i eksporten, så det er danskerne selv, der skal sætte gang i hjulene.

- Tredje kvartal var svagt, og med de her tal er det svært at se, at forbruget skulle trække økonomien i fjerde kvartal. Så lige nu og her ser det ikke så godt ud.

- Så den vækstkrise, vores økonomi har befundet sig i længe, ser ikke ud til at slippe sit greb foreløbigt, siger Steen Bocian.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099